sure chefer og uoverskuelige busplaner. jeg gider sgu da ikke tilbage til hverdag og virkelighed.

Jeg har brug for at overbevise mig selv om, at gymnasiet er mit eget valg og ikke samfundets. Det kan jeg bare ikke, når det så tydeligt står klart for mig, at jeg drives derhen af frygten for pludselig at stå alene uden noget, frem for lysten til at få viden, nye bekendtskaber og muligheder langt ude i fremtiden. Det er et ringe grundlag at starte på, og det er derfor jeg er så fandens bange for at droppe ud undervejs. Jeg giver det en chance, men måske er uddannelse ikke mig, og hvad fanden gør man så med sit liv, når det engang bliver kedeligt at være ung og eventyrlysten?