jeg synes nu, måske til forskel fra en del, at en af de vigtigste egenskaber et menneske kan have, er at kunne spendere længere tidsperioder med ikke at foretage sig noget som helst konstruktivt overhovedet. når det ind imellem lykkes mig, ender jeg altid med en doven, rastløs, men dog forfriskende følelse af, at ligemeget hvad verden kunne finde på at sige, så er det nu individet selv, der tager stilling til tilværelsen -eller vælger at lade være, hvilket vel ligeså godt kunne gå hen at være meningen med det hele, frem for alverdens af de andre ellers så indviklede spekulationer.

og så er jeg i øvrigt nået til et punkt, hvor gymnasiet virker som et tvungent og uoverskueligt valg, der måske ikke er værd at træffe.