Tænker vintermorgener med frost i næseborene, vand i øjnene, en isnende følelse i tænderne og kold vind i håret. Duften af klarhed og fornemmelsen af iskold luft der slår mod panden og nærmest gennemsyrer hjernen med friske fornemmelser og afklaring.

For tiden rammes jeg nu nærmere af tilsyneladende uigennemtrængeligt mørke og en sløv følelse af evig irritation og ligegyldighed, som hvis det kunne snige sig ind gennem de steder  hvor jeg ikke er dækket for den mørke morgenblæst.

Og forhelvede hvor tingene bare generelt ikke spiller for mig for tiden, i øvrigt.