Lunken kaffe.

Kaffen var lunken, ligesom hans humør. Ikke varm, ikke kold. Bare den der ubehagelige, men acceptable mellemting. Den smagte ikke godt, det gjorde hans liv heller ikke. Den var ligesom for tynd og nå ja, så var det jo bare en hurtig kop pulverkaffe.
Han ville meget hellere have en kop kaffe, der kunne give ham en smagsoplevelse. En kop kaffe han kunne nyde, mens han drak den. Hans liv var også ligesom for tyndt. Der var ingenting af betydning i det, ingenting der fyldte. Det var ikke det liv han ville have. Han ville meget hellere have et indholdsrigt liv. Et liv han ville kunne se tilbage på som én stor oplevelse. Et liv han kunne nyde at leve.
Men han vidste ikke hvordan man lavede god kaffe. Han vidste heller ikke hvordan man nyder livet. Han havde jo altid bare lavet pulverkaffe. Og hvad nu hvis han købte en af de dér dyre espressomaskiner, og den så bare gik i stykker? Sådan en chance ville han alligevel ikke tage. Og så vidste han jo heller ikke hvordan sådan en tingest virkede. Nej, så hellere blive hjemme med sin lunkne, men sikre pulverkaffe.
Desuden kunne han jo altid bare ringe efter hende. Hun plejede jo at være udmærket tidsfordriv i de kedsommelige perioder. Hun fungerede lidt ligesom den sukkerknald han nu puttede i den kedelige kaffe, før han tog sig sammen til endnu en slurk. Sukkerknalden neutraliserede bitterheden, så smagen nu i det mindste var til at holde ud.
Han sukkede og accepterede så sin skæbne.

Kaffen var nu stadig lunken.